Konge Skjöld Odinsson, Konge Av Danmark

Ca 237 - Ca 280  (~ 43 år)

• Navn	Skjöld Odinsson, Konge Av Danmark
  Tittel	Konge
  Kallenavn	"Skjöldur", "Skjöldr", "Skioldus", "Skjold", "Skiold"
  Fødsel	Ca 237
  Kjønn	Mann
  Yrke	Legendary first king of the Danes,
  Død	Ca 280	Lejre, Sjælland, Denmark
  Alder	~ 43 år
  Begravelse	returned to the sea
  Person ID	I469	Familien Andresen
  Sist endret	21 Jan 2024

  
  

  Familie	Dronning Gjevjon Odinsdotter, Dronning av Sjælland,   f. Ca 241   d. Ca 263, Lejre, Region Zealand, Denmark (Alder ~ 22 år)
  Barn	+ 1. Konge Leif "Fred-Leif" Skjoldsson, Konge Av Danmark,   f. Ca 280, Lejre, Lejre, Region Zealand, Denmark d. Ca 320, Lejre, Lejre, Region Zealand, Denmark (Alder ~ 40 år)
  Famile ID	F180	Gruppeskjema  |  Familiediagram
  Sist endret	21 Jan 2024

  
  

• Notater

  Skjold, sagnkonge av Sjælland, Stamfar for Skjoldungene Han var sønn av Odin og en ukjent kvinne. Skjold giftet seg med Gevjon og ble konge av Skjelland Han regnes som stamfar til den danske ætten skjoldungene. De hadde sønnen Fridleif Snorre forteller at Odin kom fra Asia og erobret nordlige Europa. Han ga Sverige til sin sønn Yngve og Danmark til sin sønn Skjold. Etter dette har kongene i Sverige blitt kalt for ynglinger og de danske kongene for skjoldunger. I det førkristne samfunnet var det av betydning å kunne føre sin slekt tilbake til et guddommelig opphav og således rettferdiggjøre sitt krav på å styre som konge. I kristen tid ble slike konstruerte kongsslekter av mindre betydning da kongene ble salvet og gitt retten til å herske på vegne av den kristne Gud. Kirken og monarkene gikk inn i en hellig allianse. Skjold regjerte sitt rike fra kongeborgen på Lejre som antagelig lå i nærheten av det landsbyområde som i dag kalles for Gammel Lejre. Lejre ble kongssete for de forhistoriske konger som etterfulgte Skjold. Det som er skrevet om Skjold er forskjellig, men basismyten er følgende: Før Skjold var Dan konge, og det er etter ham danene (danskene) er oppkalt etter. Som barn kom Skjold seilende over havet alene i et skip. Det var ikke noen styrmann og ikke noe mannskap. Skipet gikk på grunn og danene fant det lille barnet alene på dekket, liggende på et skjold, og rundt ham var det stablet opp våpen og rikdom. De bar ham i land og førte ham til tinget hvor de utropte ham til konge. Da han vokste opp ble han en mektig fyrste og etter hans død ble han båret ned til havet, lagt i skip, det ble stablet opp våpen og rikdommer rundt ham og de lot skipet drive til havs. https://no.wikipedia.org/wiki/Skjold_(sagnkonge) 2. Kong Skjold Efter Svend Aggesens opfattelse, udfra de Islandske Sagaer, er kong Skjold den første konge i Danmark. Kong Skjold skulle være sendt af selveste Odin, helt alene med et skib til Danmark for at redde landet der var uden konge fra den store tragedie. En gammel fortælling: I gamle dage, før kongemagten var indført i vort fædreland, havde danskerne ingen love at rette sig efter. Det gjaldt kun om at have kræfter den gang, for den stærkeste har altid ret. Det var den regel de mægtige levede efter, og de svage måtte bøje sig for den, hvor nødig de end ville. Det var ikke alene mellem danskerne indbyrdes der var stridigheder, man kan tænke sig, at når landsmænd overfaldt hinanden, så kom der også fjender fra andre lande, og Danmark har altid haft en urolig nabo mod syd, som den gang plyndrede på vore kyster. Derfor var der nød i Danmark. Tyve og røvere, både indfødte og udlændinge, dræbte og brændte, så det var en gru, og folket som det gik ud over bad til Odin om hjælp, at det dog måtte blive anderledes, og skønt ingen vidste hvorledes det skulle ske, håbede de dog hver morgen at hjælpen ville komme inden aften. Men dagen gik og om aftenen hørte de intet andet end rygter om nye overfald, og så kunne de glæde sig over at det ikke var dem selv der var blevet hjemsøgt. Værst var det i Hedeby. Denne stad lå så nær ved grænsen at den til stadighed var udsat for fjendens plyndringer, og desuden havde mange slette mennesker givet sig hen til drukkenskab og andre laster, og de gjorde de fromme al den skade de kunne finde på. Da skete det en dag, som nogle folk gik ved stranden og så ud over havet, at de fik øje på et underligt skib der kom sejlende langt ude. Det var højt med dragehoved udskåret på forstavnen, og det skar gennem vandet for en gunstig vind, nærmere og nærmere, så de kunne se det kostelige silkesejl og den spraglede vimpel på den høje mast. Men folkene på stranden stirrede og stirrede efter søfolk om bord, uden at se en eneste. Hverken ved ror eller sejl stod nogen styrmand, og dog gik skibet ind mod landet, ind i den smalle fjord, og skønt denne bugter sig, stødte det dog ikke på grund, for vinden drejede og blæste den vej skibet skulle gå, indtil det nærmede sig det inderste af fjorden. Da tog vinden af, lidt efter lidt, og lagde sig helt til sidst, så skibet flød roligt og lagde stille til land. Langs med fjorden havde folk set den underlige sejlads, og de fulgte skibet ad stranden. Flere og flere kom til, og da skibet stod stille, var der samlet en stor mængde mennesker, som betragtede det underlige fartøj, og da så de, at der dog var et menneske om bord, for i bagstavnen lå mellem guld og våben en lille dreng, der sov på et skjold med et kornneg som hovedpude, og nu slog han øjnene op, just som skibet standsede, og folket var forsamlet. Odin har hørt vor bøn, for det er sikkert hans søn han har sendt os, og han skal være vor konge. De bar ham i land på skjoldet, og satte ham i toppen af neget og hyldede ham alle. Og de gav ham navnet Skjold, fordi han skulle værne landet og dets beboere. Det var en ung hersker danskerne havde fået, og endnu kunne han ikke værne om noget, tværtimod trængte han selv til værn i sin barndom, men det var dog som om man kunne mærke, at Odins søn var kommet til landet, for der var frugtbarhed og fred over hele riget. Imidlertid gik årene, og Skjold voksede til. Han blev stor og stærk, og mod manglede han heller ikke. Folkene som var sat til at vogte og opfostre ham, gav ham da også en god opdragelse og lærte ham alt hvad der var godt og ret. Han var ikke gammel, Før han fik undervisning i våbenbrug, og han var ikke stort ældre, da han for første gang fik god anvendelse for sin færdighed og sine kræfter. Det hændte sig nemlig engang at Skjold var på jagt med sine mænd i de store skove, som på den tid bredte sig over hele landet. Skjold var imidlertid så ivrig i at forfølge dyrene at han kom bort fra sine ledsagere, som også hver for sig jog efter vildt. Som Skjold nu trængte frem gennem skovens tykning, kom han til at stå lige for en vældig bjørn, der just belavede sig på at angribe ham. Skjold måtte hurtigt tage sin beslutning, og da han næsten var værgeløs over for et så stort dyr, tog han sin bælte af og brødes nu så længe med bjørnen, at han fik den under sig og bandt den med bæltet. Således holdt han den, idet han ventede på sine ledsagere. De havde jo opdaget at Skjold var borte, og de fik travlt med at søge efter ham, for de tænkte sig den fare han kunne være i, men mindst, at han havde overvundet den på en sådan måde. Derfor strejfede de rundt i skoven, og råbte på ham, og til sidst fik de svar. Det var et uventet syn de så, og i begyndelsen blev de forskrækket over den fare, drengen havde været i, men de glædede sig ved hans mod og beundrede hans styrke. Ligesom Skjold overvandt de vilde dyr, undertvang han også fremmede kæmper, men sit rige styrede med så meget klogskab og mildhed, at han blev almindelig afholdt, for han gav gode love og gjorde godt mod alle. Han indførte den lov at trællene skulle have deres frihed, så de kunne flytte fra en herre til en anden. De fattiges gæld betalte han, og sine stridsmænd gav han hvad de vandt på krigstogt, for Skjolds regel var, at byttet var kæmpernes, men æren Kongens. Dog kunne han også straffe. En træl, Skjold selv havde givet fri, ville lønne denne velgerning ved at slå ham ihjel. Men denne plan blev opdaget i tide, og da måtte trællen selv bøde med livet, både fordi han havde fortjent denne straf, og fordi Skjold ville, at andre ildesindede mennesker kunne se hvad der var i vente ved sådanne forsøg. Også udenfor Danmark indlagde Skjold sig berømmelse. I Tyskland boede nemlig en jomfru, hvis rygte gik vidt omkring, for hun var både smuk og klog. Hun hed Alvilda, og Skjold hørte så meget godt om hende, at han rejste derned for at bejle til hende. Men der var en tysk konge ved navn Skate kommet ham i forkøbet, og Skjold måtte enten vinde sin brud med sværdet, ved at dræbe Skate eller drage hjem med uforrettet sag. Det sidste ville han ikke og var derfor nød til at udæske tyskeren til tvekamp, skønt partiet var ulige, eftersom Skate var en stor kæmpe, og Skjold var både ung og meget mindre. Imidlertid begyndte striden, og danskerne og tyskerne stod på hver sin side af kamppladsen for at se, hvem der vandt. Det blev Skjold, der fik overhånd, og derved vandt han ikke alene sin brud, men han undertvang også Tyskland, så tyskerne måtte betale skat til Danmark. Om det nu er denne Dronning Alvilde, der også hed Gefion, er ikke godt at vide, ellers må hun være død før Skjold, og han har da giftet sig igen med Gefion. Det fortælles at Gefion engang besøgte Kong Gylfe i Sverige, og han syntes så godt om hende, at han gav hende så meget land, som hun i et døgn kunne pløje op med fire stude. Hun omskabte da hendes fire sønner til stude og spændte dem for ploven. Men så dybt gik ploven, at landet blev revet løs, og så hurtigt gik det, at hun fik ompløjet et stykke land, som blev til en stor ø, for studene trak den ud i sundet mellem Fyn og Sverige, og hun gav det navnet Sjælland, som det hedder endnu. Men der hvor hun tog det fra, blev en sø, som er til den dag i dag, og kaldes Vänern. Denne ø som Gefion således dannede, gav hun Skjold, og han byggede sig et kongesæde i Lejre, hvor han boede med Gefion, som han tog til ægte. Kong Skjolds henfart blev som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv havde ønsket det, lagt ud på det skib han var kommet med, og omkring ham blev lagt våben og kostbarheder, og hans banner vajede over hans hoved. Der var forsamlet en stor mængde mennesker for at se den elskede konges sidste fart, men ingen søfolk var om bord, og derfor ved ingen hvorhen det sejlede, lige så lidt som nogen vidste, hvor det var kommet fra. Men det var folkets tro, at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og derfor var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger efter ham. "This Scyld is the same person whom the Beowulf poet alludes to at the beginning of that poem." "Some of the oldest pre-English writings tell of a strange event at the beginning of time. They say that a ship once came drifting from the great sea and landed on the Danish coast. The only living creature on board was a little boy, sleeping on a golden shield. Otherwise the ship was loaded with tools and weapons. The Danes called the boy Skjold and made him King of Denmark. During his reign Denmark flourished. When King Skjold eventually died of old age, the Danes placed him on board the same ship as he had arrived on and sent him back to the gods." "He told them about their forefathers. Their great-grandfather King Skjold (Shield), who was a son of Odin. It is told that Odin put his newborn male child in a longship, because he wanted to give the Danes a king who could unite the country."